Hvad putter man i potten?
Der må ikke anvendes almindelig pottemuld til orkidéer!!! De fleste orkidéer
er epifytter, dvs. de gror på træerne, uden at de derved er en snylter. De
klæber sig fast til grenene oppe i træerne, så når vi putter dem i potter,
er det noget, der egentlig strider mod naturens orden. Arten vanda er
normalt ikke pottet, men har rødderne hængende frit i luften nøjagtigt som
ude i naturen. Det kræver en hel del mere opmærksomhed, og det skal nok
frarådes begyndere at investere i den plantetype.
Når man sætter orkidéerne i potter, har man bedre mulighed for at styre de
omstændigheder, der gør, at det bliver sunde planter med masser af blomster.
For det første er gromediet med til at holde planten oprejst, og for det
anden har man langt bedre mulighed for at styre fugtigheden mellem
vandingerne, og man skal ikke vande så ofte. Alt, hvad der tillader god
cirkulation omkring rødderne, er brugtbart som gromedie.
Enhver type af gromiddel har fordele og ulemper, og nogle af disse kan være
afhængig af, hvilke lokale forhold der gør sig gældende på det pågældende
grosted. Når man skal vælge gromiddel, kan det være fornuftigt at søge råd
hos nogle af dem, der har lang erfaring i at dyrke flotte orkidéer.
Der findes følgende gromidler:
-
New Zeelandsk spagnummos. (Bruges ofte til orkidéer, der
skal stå fugtigt.)
-
Fyrrebark
-
Kokosfibre
-
Kokosflis
-
Granuleret trækul
-
Kork (bruges oftest til at montere planter på)
-
Rockwool/stenuld
-
GreenMix
Størrelsen af de enkelte dele i gromediet påvirker dets evne
til at holde på vandet. Hvis det er småt og kompakt, vil det holde sig
fugtigt længere, mens det tørrer hurtigere ud, hvis de enkelte dele er
større.